Temadag om det socialfaglige arbejde med ikke-vestlige børn og unge i udsatte positioner

ODENSE, 16. november 2026 + 7. december 2026 + 3. februar 2027, 10:00-14:00, Tilmeldingsfrist 25. oktober.

Om temadagen

Temadagene sætter fokus på det socialfaglige arbejde med børn og unge med ikke-vestlig baggrund i udsatte positioner. Vi undersøger, hvilke faglige antagelser og hypoteser vi har med os, når vi vurderer en sag. Hvad får vi øje på, og hvad risikerer vi at overse? Og hvordan kan et socialfagligt og et integrationsfagligt blik tilsammen nuancere vores forståelse og vurdering af barnets eller den unges situation?

Det er omdrejningspunktet for tre temadage, som Social- og Boligstyrelsen, Ankestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration afholder sammen. De to første temadage afholdes i efteråret 2026, og den tredje følger op i februar 2027.

Temadagene tager afsæt i nogle af de faglige dilemmaer, som børne- og ungerådgivere kan opleve i mødet med børn, unge og familier med ikke-vestlig baggrund. Vi sætter fokus på, hvordan integrationsfaglige perspektiver kan kvalificere udredningen af familiens problemstillinger og støttebehov, så familien får den rette hjælp. 

På temadagen får du indblik i:

  • Det socialfaglige blik ved en underretning: Hvad skal vi være særligt opmærksomme på, når der opstår bekymring for et barn eller en ung, og hvilke spørgsmål og hypoteser er vigtige at undersøge?
  • Integrationsfaglighed som en del af det socialfaglige arbejde: Hvilke integrationsfaglige opmærksomhedspunkter skal vi have for øje i arbejdet med børn, unge og familier med ikke-vestlig baggrund?
  • Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol: Hvordan kan problematikkerne komme til udtryk, og hvad betyder det for den socialfaglige vurdering i arbejdet med underretninger og de efterfølgende handlemuligheder?
  • Traumer: Hvordan kan traumeforståelse og integrationsfaglighed gensidigt kvalificere vores forståelse af barnets eller den unges situation og behov?
  • Samarbejdet med og omkring barnet, den unge og familien: Hvordan kan myndighed, skole, dagtilbud, PPR, SSP, sociale indsatser og andre relevante aktører bidrage med forskellige perspektiver – også når samarbejdet med familien er vanskeligt?

Der holdes tre temadage om det socialfaglige arbejde med ikke-vestlige børn og unge i udsatte positioner i alt. De tre temadage veksler mellem oplæg, refleksion og drøftelser og giver deltagerne fælles faglige perspektiver, blik for typiske udfordringer i praksis og mulighed for at bringe egne erfaringer og dilemmaer i spil. Der bliver med andre ord rig mulighed for at drøfte egen praksis og udveksle erfaringer med deltagere fra andre kommuner.

Tre temadage – fra fælles viden til praksis
Temadag 1 giver en introduktion til dilemmaer i det socialfaglige arbejde med ikke-vestlige børn og unge i udsatte positioner. Vi sætter fokus på integrationsfaglighed som en del af det socialfaglige arbejde og på, hvordan integrationsfaglig viden kan kvalificere vores blik på bekymringer, undersøgelser og socialfaglige vurderinger.

Temadag 2 har fokus kommunernes konkrete praksis og samarbejde. Dagen tager afsæt i erfaringer, cases og faglige dilemmaer, som deltagerne bringer med fra egen praksis.

Temadag 3 følger op på de to første dage. Her er fokus på erfaringer fra praksis og på, hvordan viden på området kan omsættes til konkrete handlemuligheder og udvikling af kommunens egen praksis.

Et sammenhængende læringsforløb
Temadagene er ét samlet læringsforløb, og tilmeldingen gælder derfor alle tre temadage.

Gennem forløbet arbejder vi med koblingen mellem faglig viden og kommunernes egen praksis. Mellem temadag 1 og 2 opfordres deltagerne til, sammen med deres leder, at finde dilemmaer eller eksempler fra egen praksis, som kan være relevante at bringe med ind i drøftelserne på temadag 2.

Det kan fx være en sag, hvor der har været en bekymring for en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol, eller hvor det har været vanskeligt at vurdere, hvad der skulle undersøges nærmere, og hvordan forskellige faglige perspektiver kunne bringes i spil.

Vi glæder os til at samle jer til nogle spændende temadage og til at høre jeres erfaringer og dilemmaer på dagene.

Venlig hilsen
Socialstyrelsen, Ankestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration