Vurderingsværktøj til anvendelse ved bekymring om æresrelaterede konflikter hos børn og unge

Dette vurderingsværktøj er udviklet til at understøtte fagpersoner i forskellige funktioner i at opspore og handle rettidigt og hensigtsmæssigt ved bekymring for, at et barn eller en ung kan være udsat for en æresrelateret konflikt.

Værktøjet består af et vurderingshjul til faglig refleksion og kvalificering af bekymring.

Som supplement til vurderingshjulet er der også en guide med spørgsmål til inspiration til samtalen med barnet/den unge, som bekymringen omhandler.

Du kan tilgå værktøjet fra tre indgange, afhængigt af rolle og funktion i arbejdet med børn og unge:

(NB! Værktøjet opdateres efter MÆRKs årsmøde den 9. juni. 2026. På sigt vil værktøjet også blive gjort mere virtuelt)

Tværfagligt blik på bekymringer om æresrelaterede konflikter

Arbejdet med æresrelaterede konflikter forudsætter et tværfagligt blik. Fagpersoner på almenområdet med børne- og ungekontakt, myndighedsansvar og i ressourcefunktioner er gensidigt afhængige af hinandens viden og perspektiver for at kunne vurdere og håndtere en bekymring kvalificeret.

Faglig sparring og tværgående samarbejde er derfor en central forudsætning for at sikre den bedst mulige hjælp til barnet eller den unge. Dette illustreres af modellen her: 

I midten af modellen fremgår tre typer af opgaver, som alle fagpersoner uanset funktion arbejder med, men som har forskelligt konkret indhold afhængigt af rolle:

  • Identificere: Som fagperson på almenområdet kan det være at få øje på mistrivsel, der kan indikere, at barnet/den unge kan være udsat for en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol. Som fagperson i myndighed kan det være at screene for bekymringstegn i underretningen og foretage risikovurdering.
  • Kvalificere: Som fagperson på almenområdet kan det være, at sparre med kolleger, leder eller specialister om sine observationer og bekymring. Som fagperson i myndighed kan det være at indhente sagsoplysninger og inddrage specialister i vurdering af fx risikoniveau.
  • Handle: Som fagperson på almenområdet kan det fx være at underrette eller tage en indledende samtale med barnet eller den unge. Som fagperson i myndighed kan det være at oplyse sagen yderligere, vurdere og træffe afgørelser

Som ressourceperson kan det være at understøtte fagpersoner i almen og myndighed med at vurdere tegn og risikoniveau samt bidrage med koordinering.

Modellen understøtter en sammenhængende proces, hvor fagpersoner på tværs af almen- og myndighedsområdet og på tværs af funktion bidrager med hver deres perspektiv. Der er ikke tale om en lineær tjekliste, men om en dynamisk vurderingsproces, der afspejler, at sagerne kan være komplekse og udvikle sig over tid.