Tilmeldingen til MÆRKs årsmøde 2025 er åben!

Den 17. juni holder MÆRK årsmøde – hvor vi både skal gøre status og se fremad.

Det rystede hele Danmark, da æresdrabet på Ghazala Khan fandt sted i 2005. Hændelsen var på mange måder en katalysator for en øget opmærksomhed på æresrelaterede konflikter, og her 20 år senere gør vi status på indsatsen i Danmark, og kigger frem mod kommende indsatser og initiativer. Hvilke indsatser ved vi har en virksom effekt i æresrelaterede konflikter? Hvordan påvirker det unge at vokse op i patriarkalske og kollektivistiske familiesyn? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at afdække ved årsmødet.

Årets tema, Et frit liv i Danmark – med lighed og selvbestemmelse, tager udgangspunkt i regeringens styrkede indsats mod negativ social kontrol og parallelsamfund. Udlændinge-og integrationsminister Kaare Dybvad Bek bidrager på dagen med den politiske vinkel på området.

Dagens program byder på tre plenumoplæg, som på baggrund af forskning og personlige erfaringer vil fokusere på at gøre status på indsatsen i Danmark, fremhæve en kvindes stemme i et patriarkalsk familiehierarki, og skitsere de mest virksomme indsatser i æresrelaterede konflikter. 

Derudover tilbydes der i år fem forskellige sessioner, som stiller skarpt på udfordringer set fra et lovgivnings, rådgivnings-og skoleperspektiv. Sessionerne vil kaste lys på problematikker som håndtering af negativ social kontrol i skolekontekst, at bryde med et fællesskab præget af religiøse normer, pres og tvang ved skilsmisse, samt genopdragelsesrejser.

Årsmødet vil samtidig give rig mulighed for at sparre og netværke med kollegaer og fagfæller fra hele landet. 

Nærmere information om årsmødet vil løbende fremgå af vores hjemmeside og LinkedIn-profil.

Læs mere og tilmeld dig årsmødet