Indsatsen mod æresrelaterede konflikter styrkes markant med regeringens nye indsats!

”Et frit liv i Danmark”. Sådan lyder overskriften på regeringens styrkede indsats mod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Over de næste fire år er der afsat 137 mio. kr. til indsatsen.

Som national koordinerende aktør ser MÆRK frem til at løfte de nye initiativer i samarbejde med flere centrale aktører, myndigheder og civilsamfundet.  Der er bl.a.  afsat midler til at styrke områdets vidensgrundlag, skabe bedre sikkerhedshåndtering, skræddersyet rådgivning og sikre, at flere ofre bliver hjulpet. 

Støtte til og sikkerhed for ofre underlagt negativ social kontrol

Regeringen har med den nye indsats sat fokus på at støtte og skabe sikkerhed for ofre i æresrelaterede konflikter. Der skal bl.a. ansættes flere sikkerhedskonsulenter, som på tværs af landet kan rådgive flere fagfolk og udsatte borgere. Samtidig er der afsat midler til at styrke civilsamfundets rolle. Der etableres fx et nyt netværk til unge over 18 år. Unge, der efter et brud med familien, ofte står sårbare og ensomme tilbage med behov for en ny omgangskreds af ligeværdige relationer.

En særlig sårbar gruppe er forældre (par eller enlige) med børn, som må tage ophold på krisecentre på flugt fra æresrelaterede konflikter. Derfor er der afsat midler til at etablere krisecenterpladser til denne målgruppe. Ligesom der også skal udvikles efterværnsprogrammer for unge, voksne og familier, som skal finde fodfæste efter at have været på krisecenter.

Også på myndighedsområdet er der nye tiltag. MÆRK har længe rådgivet landets kommuner i at udarbejde beredskabsplaner. Den rådgivning udvides fremover i samarbejde med Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE), hvor vi fællesskab sætter ind overfor negativ social kontrol og ekstremisme i udsatte boligområder.

Et børne- og ungdomsliv på lige fod med andre

Med stor inspiration fra minoritetsrådgiverne i Norge etableres et nyt pilotprojekt. På udvalgte ungdomsuddannelser vil rettighedsvejledere vejlede skolernes personale og understøtte, at unge der bliver udsat for negativ social kontrol, kan leve et liv på lige fod med deres jævnaldrene.

Med den styrkede indsats rettes blikket også mod de videregående uddannelser. MÆRK skal i samarbejde med Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme (CDE) foretage en afdækning af holdninger og adfærd i uddannelsesmiljøerne, der understøtter forulempende adfærd med afsæt i religiøse, antidemokratiske eller æresrelaterede normer.

Indsats mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold

Som en sanktionsmulighed i en æresrelateret konflikt benytter nogle familier sig af at sende deres børn ud af landet på genopdragelsesrejse. Ofte med både psykiske og fysiske konsekvenser. På baggrund af en kortlægning af faktorer, der medvirker til genopdragelsesrejser og ufrivilligt udlandsophold, skal MÆRK udarbejde handleanvisninger og rådgive relevante myndigheder.

For at øge opmærksomheden på genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandshold, bliver der desuden iværksat to særskilte kampagner. Den ene vil være målrettet personer i risiko for genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, mens den anden vil stille skarpt på, at genopdragelsesrejser er strafbare.

Der er også afsat midler til at forlænge Koordinationsenheden mod genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold. Det betyder, at det også fremover vil være muligt at sikre en hurtig og koordineret indsats for de udsatte.

Læs ”Et frit liv i Danmark”